Jeg kan til stadighed undre mig over alle de sites, man kommer forbi, der stadig ikke benytter sig af title attributten på billeder eller links. For ikke at tale om websites der ikke engang ulejliger sig med blot at udfylde alt attributten!
Der er flere forskellige gode grunde til at gøre begge. Alt attributten (mange beskriver det ofte som alt tags og title tags, men begge er i virkeligheden attributter) er ment som en alternativ beskrivelse af billeder (alt = alternative) og i Internet Explorer vil denne beskrivelse fremkomme, når musen holdes hen over billedet. Søgemaskinerne kan ikke se indholdet af et billede, og derfor hjælper alt attributten søgemaskinerne til at fortælle det præcise indhold af billedet. Ydermere vil dette alt attribut virke som en stor hjælp til blinde eller synshæmmede, som har et hjælpeprogram til at få læst op, hvad der ses på skærmen.
Title attributten derimod bruges af Firefox og Opera til at læse indholdet af billedet og resultatet fremkommer ved at holde musen henover billedet. Title attributten er som sådan ment som en mere detaljeret beskrivelse af billedet.
Firefox æder sig til stadighed mere og mere ind på browsermarkedet, og alene af den grund er det brugervenlighedsmæssigt en god idé at udfylde title tagget. Men SEO-mæssigt vil der også være en gevinst. Hverken alt tagget eller title attributten er ment som noget man uhæmmet skal proppe keywords ind i, men ikke desto mindre bør vigtige keywords indgå i begge. Mens alt tagget til et billede kunne være “Peugeot 407″ kunne title attributten være “Sort Peugeot 407 2,4 sælges for højeste bud over kr. XXX.XXX”.
Som en lille sidenote kan fortælles, at WordPress blog-systemet (verdens mest populære blog-system og systemet denne blog er bygget på) paradoksalt nok understøtter ikke title tagget, så der må man selv ind og tilføje det manuelt efterfølgende i HTML koden.
Title attributten kan i forlængelse også bruges i link tags, hvis man vil beskrive indholdet af et link nærmere. Det er igen noget, der kan give vinding SEO mæssigt. Igen er det vigtigt at have for øje ikke at spamme disse attributter til. Tænk på dem som noget, som skal udfyldes i brugervenlighedens navn, og så vil Google også se velvilligt på disse attributter