Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været komplet umuligt for Microsoft at få fodfæste på søgemaskineområdet med deres Live Search. Og det på trods af at den har været en del af Microsofts produkter som standard. Faktisk er det ifølge statistikker kun 1,74 procent på verdensplan der benytter søgemaskinen – rystende lidt, set i forhold til Microsofts eller kraftige dominans.
Nu siger rygterne, at Microsoft i løbet af foråret kommer på banen med en afløser for Live Search. Den nye søgemaskine går under arbejdstitlen Kumo (hvilket på japansk betyder “edderkop” eller “sky”), og er lige nu ved at blive testet igennem af Microsofts udviklere.
I et forsøg på at få mere fodfæste på søgemaskinemarkedet og stjæle andele fra Google, vil Microsoft forsøge sig med en række ændringer i Kumo i søgealgoritme, og man kan forestille sig at semantisk søgning, som vi ved Google også udvikler på, vil komme i fokus.
Ud over et forsøg på at vinde lidt af søgemaskinemarkedet, kan en anden grund til at relancere Live Search være, at Microsoft under navnet Live, eller Live.com, lader til at forsøge at binde en række tjenester sammen, der i det store hele udgør et socialt univers, med instant messenger, email, kalender, fotos med videre. Derfor passer en søgemaskine ikke så godt ind i dette koncept.
Om en eventuel lancering af Kumo så vil betyde at Microsoft endelig dropper alle planer om at overtage Yahoo står lige nu hen i det uvisse…